Beretning & referat

Sidst opdateret den 25/03-2025

Beretning

Aller først lidt om hvad der er sket i huset i 2024.
Det første arrangement vi havde i huset, var en fællesspisning den 23-01, hvor Tina
Scheftelowitz og Ann Skov Sørensen, vores nu forhenværende præst i samarbejde
med konfirmanderne stod for madlavningen. Det var en spændende aften, hvor
menuen nok ikke er hverdagsmaden i Odsherred. Det smagte dejligt,
konfirmanderne gik op i opgaverne og under Tinas kyndige vejledning, fik de
frembragt et fantastisk måltid.

Den 11-02 holdt vi i samarbejde med menighedsrådet fastelavn. Dagens program
var gudstjeneste i kirken kl. 13. Derefter tøndeslagning på boldbanen, og til slut
fastelavnsboller, kaffe og saftevand i forsamlingshuset. De ca. 100 personer der
havde valgt at bruge en søndag eftermiddag i Asmindrup havde en dejlig dag.

Den 21-09 holdt vi efterårsfest, om det var en dårlig dag vi valgte, eller musikken
ikke var kendt nok, ved jeg ikke, men tilmeldingen svigtede. Så vi kom ud med et
mindre underskud på aftenen. Aftenen forløb nu godt, men der var bare ikke nok
tilmeldte. Der er en del arrangementer i efteråret vi skal konkurrere med. Så derfor
har bestyrelsen besluttet at vi ikke holder efterårsfest i 2025, men en forårsfest i
2026. Vi har foreløbigt sat en dato den 21-03-2026. Vi håber, at vi med den ændring kan lave en god fest.

Den 29-11 holdt vi julefællesspisning i huset, med et pænt fremmøde og besøg af
julemanden.

Den 14-12 afholdte vi julefrokost med fuldt hus. Per Larsen stod for musikken som
året før. Her havde vi en rigtig god aften, og vi fortsætter traditionen. Så I skal
huske, at sætter kryds i kalenderen den 2. lørdag i december 2025.
Vi har også haft et godt år med omkring 60 udlejninger, det er på linje med sidste år, og det mener jeg er tilfredsstillende. Der har været lidt snak om begravelseskaffe er en mulighed i huset. Det er det selvfølgelig. Der er lavet aftale med Lone Laursen fra Sj. Odde. Hun vil gerne stå for det. Henvendelse skal stadig være gennem huset.
Året 2024 sluttede noget trist. Vagn Andersen sov stille ind de 27-12, efter længere
tids sygdom. Vagn ønskede ikke at være med i bestyrelsen, men deltog gerne som
suppleant, et hverv som han har haft i mange år. Vagn deltog altid i møderne, og
stillede altid op hvis, der var en opgave der skulle løses.
Vagn var altid god for en historie fra Odsherred. Det kunne være om hans skoletid,
som foregik her i huset, eller hans mangeårige virke ved Odsherred kommune, hvor
han sørgede for at veje og anlæg blev passet.
Der er sket lidt her i huset. Vi har forhåbentlig nu fået kølingen i vores bardisk til at
virke. Den var egentlig dømt ude, men så prøvede vi igen og igen. Nu virker det som om elektrikeren har fundet fejlen, så vi håber den virker mange år endnu. Vi har fået renoveret målerskabet i køkkenet, fået laver en separat gruppe til lejligheden, så lejeren ikke mister strømmen, hvis der sker noget i huset. Der er også kommet
ekstra grupper, så det hele ikke er så belastet. Så nu kan det hele køre samtidig uden udfald.

Vi har i samarbejde med Friskolen og menighedsrådet indkøbt en ny hjertestarter.
Den gamle virkede stadig, men det blev for dyrt at holde den kørende, ydermere var skabet den sad i ødelagt. Den nye er opsat. Vi håber aldrig den kommer i brug.
Skulle det ske, står hjertestarterfonden for nye batterier m.m. Efter 5 år skal
batterier og elektroder skiftes. Vi har stadig vores indsamlings bøtte. De penge der
kommer i den skal bruges til denne udskiftning.
Der er investeret i 2 nye køleskabe, 1 til salen og 1 nyt i køkkenet.
Der er kommet et ekstra scene tæppe bag det der kan ses, så vi undgår træk fra
scenen.

Vores luft til luft varmepumper er skiftet, så der er da sket lidt i det lille hus.
Bestyrelsen har da også planer lidt planer for fremtiden.

Vi vil gerne have et lyddæmpende loft i den lille sal. Noget vi nok skulle have gjort, da vi renoverede den store sal.

Vi går også med planer om at udvide køkkenet ved at fjerne
opgangen/trappen til førstesalen. Det vil give lidt mere plads. Vi har fået et tilbud fra en håndværker – det lyder på 315.000 kr. + moms. Det er et stort beløb, så vi er i
gang med at søge fonde, og håber derigennem at få et tilskud.

Odsherred er blevet kendt i det ganske land. Vi har naboen fra helvede, et planlagt
biogasanlæg, som ingen ved om det bliver til noget.

Kloakering i sommerhusområdet og i det åbne land, som er sat på pause på ubestemt tid.

Et forsyningsselskab, der viste sig ikke har haft styr på noget, jo Odsherred er et
spænende sted at bo.

De første ting forbigår jeg med et smil på læben og en let hovedrystning. Det eneste jeg vil dykke ned i, er forsyningen. Det er en voldsom regning fjernvarmekunder har udsigt til. En regning af en størrelse som jeg frygter nogle kunder vil få svært ved at betale. De samme kunder vil ofte være stavnsbundet til deres bolig, og have svært ved at sælge. Kunderne har sagt ja til fjernvarme under nogle forudsætninger, der nu er ganske anderledes Det burde ikke kunne lade sig gøre eller være lovligt. Jeg er spændt på om og hvad den nystartede forening af fjernvarme kunder kan gøre. Stor respekt herfra til de personer, der tager kampen op.

Vores lille forsamlingshus bliver også ramt, i 2024 betalte vi ca. 27.000 kr. i
fjernvarme. Hvis vi regner med uændret forbrug, men med de nye takster, vil vi i
2026 skulle betale ca. 41.500 kr. En stigning jeg ikke kan se vi kan klare uden at
hæve lejen af huset betragteligt. En stigning, der sandsynligvis vil få negativ
konsekvens på udlejningen, så huset bliver også ramt, og det kan vise sig at blive
slemt.

Der sker da også gode ting i Odsherred. Vi har fået en Rema1000. Den nye butik
åbnede 20-03-2025, samtidig åbnede den nye slagter midt i byen. Der er også gang i opførelsen af de nye boliger bag Rema1000. Jeg håber, de 2 nye forretninger får en god start og et stabilt kundeunderlag.

Vi ser frem til, og håber på vi kan få et godt samarbejde med de nye forretninger til
gavn for alle parter.

Asmindrup trængte til et løft. Det får vi med de nye boliger og forretningerne. Vækst skaber vækst. Der er allerede sket noget, hvis man kører fra Rema1000 og ned gennem byen, er det et anderledes syn end for 5 år siden.
Asmindrup er ved at blive en pæn by, mange huse har fået en renovering, så de
fremstår pæne og velholdte. Det er rart at se.

Til sidst en stor tak til bestyrelsen for samarbejdet i det forløbne år.

Jens Christensen

Den selvejende institution

Hent referat & beretning

Her kan man hente nuværende og tidligere kopier af godkendte referater, samt beretninger.

Bemærk

De hentes i PDF format, og kræver en PDF reader er instaleret på din enhed, for at læse dem korrekt.

2025
2024
2023
2022
2021
2020
2019

Referat

27 personer deltog i generalforsamlingen
Formand Jens Christensen bød velkommen

 

  1. Valg af dirigent – Knud Larsen blev valgt. Han takkede for valget og
    konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.
  2. Valg af stemmetællere – Connie Pedersen og Leo Nielsen
  3. Bestyrelsens beretning om institutionens virksomhed i det forløbne år 
    Formand Jens Christensen fremlagde beretningen, som blev godkendt med applaus.
    Bemærkninger: God efterårsfest. Beretningen vedlægges.
  4. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab – Kasserer
    Marianne Nielsen fremlagde regnskabet, som blev godkendt med applaus.
    Bemærkninger: Forsamlingshusordningen/penge fra Odsherred kommune for
    foreninger er ikke nok til at dække forbrug. Brugere af huset kan give.
    reklameeffekt. Regnskabet vedlægges.
  5. Behandling af indkomne forslag – Ingen forslag modtaget.
  6. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
    På valg er: Ib Nielsen
  7. Valg af suppleanter til bestyrelsen – Valget gælder for 1 år.
    – modtager genvalg Genvalgt
    Marianne Nielsen – modtager genvalg Genvalgt
    Jannie Larsen modtager genvalg Genvalgt
    På valg er: Morten Pettersson modtager genvalg Genvalgt
    Valg af suppleant – Karinna Toft Lindberg – Nyvalgt
  8. Valg af revisor
    På valg er: Susanne Pedersen – Modtager ikke genvalg
    Arne Vasby – Nyvalgt
  9. Revisor suppleant
    På valg er: Otto Olsen – Genvalgt
  10. Fastsættelse af kontingent – Generalforsamlingen besluttede enstemmigt at
    hæve kontingentet fra 2026 til 125 kr. for enkeltmedlemmer, 100 kr. for
    pensionister og 150 kr. for foreninger.
  11. Eventuelt – Hjertestarteren. Indkøbt sammen med friskolen og
    menighedsrådet. Det ville være en god ide med et kursus for alle i brug af
    hjertestarteren. Bestyrelsen finder en løsning på hvem der kan afholde et sådant kursus.

Dirigenten takkede for god ro og orden.

Formand Jens Christensen takkede dirigent Knud Larsen for god ledelse af generalforsamlingen.

Generalforsamlingen slut 20.15

 

Knud Larsen, dirigent

Ref, Hanne Jensen

 

Efterfølgende konstituering:
Formand – Jens Christensen
Næstformand – Ib Nielsen
Kasserer – Marianne Nielsen
Sekretær – Hanne Jensen
Menige medlemmer – Bjarne Ishøj, Jannie Larsen og Jeanette Pettersson
Suppleanter: Morten Pettersson og Karinna Toft Lindberg
Næste møde 7/5-2025 kl. 19.00

Se også information om...

lydanlæg

Rygning

Miljø